Vår Slekts Historie

Oppdag våre forfedre og andre slektninger

Ingeborg Grytten

Ingeborg Grytten[1]

Kvinne Ca 1668 - Ca 1705  (~ 37 år)

Personlig informasjon    |    Notater    |    Kilder    |    Alle

  • Navn Ingeborg Grytten 
    Født Ca 1668 
    Kjønn Kvinne 
    Død Ca 1705 
    Person ID I2489  Min slekt
    Sist endret 18 Feb 2013 

    Far Anders Johanssøn Grytten,   d. 11 Mar 1685 
    Mor Maren Munthe,   f. 11 Des 1635, København, Sjælland, Danmark Finn alle personer med hendelser på dette stedet,   d. 1715, Bergen, Hordaland, Norge Finn alle personer med hendelser på dette stedet  (Alder 79 år) 
    Gift 10 Nov 1658 
    Famile ID F824  Gruppeskjema  |  Familiediagram

  • Notater 
    • Grytten, Ingeborg Anders-Datter
      Af: Inger Vederhus
      Forfatteren var af norsk-dansk præsteslægt, levede som spedalsk et isoleret liv i forældrenes hjem i Holmedal, Sunnfjord på den norske vestkyst.
      Hendes salmebog 'Kaars-Frugt' (Kors-frugt), udgivet 1713, udtrykker en længsel efter døden og Guds befrielse af sjælen fra kroppen. At livet i kroppen er et eksil fra livet i Himlen, får som motiv hos Ingeborg Grytten en dybt personlig klangbund i kraft af hendes sygehistorie.

      Den satans krop
      Af: Inger Vederhus
      Min bange Siæles fule (dvs. stygge) Saar
      Forfærdeligen stinker
      Udi min Herres Næsebaar
      Hvorfore jeg nu hinker.
      ('Den Anden Sang')

      Selv om Dorothe Engelbretsdatter banede vejen for en kvindelig salmekunst, blev linjer som disse af Ingeborg Grytten ikke regnet med blandt de mest populære salmer i 1600-tallet. De findes heller ikke i senere tiders salmesamlinger. Men linjerne er skrevet af den salmedigterinde i Norge, som var først ude med vers efter Dorothe Engelbretsdatter. Ingeborg Grytten henter ofte udtryk fra den bergenske Deborah, som Dorothe blev kaldt, og hun vedkender sig sit slægtskab med Dorothes salmedigtning. Alligevel er der tydelige forskelle mellem de to salmeforfattere.

      Stormægtigste Konge giv agt
      Det kommer en Betler til dig
      En siug Siæl med sørgelig Dragt
      Som af dig med raaben og Skrig
      Naade begier
      Naade begier
      Ach Fader! jeg svage er her
      Som mod dig gruelig har syndet/dis vær.
      (Fra Kors-Frugt 'Om Siælens Trøst imod Synden').

      Ingeborg Grytten maner gang på gang linjer frem, der er domineret af hendes personlige ulykke. Hun var senere end Dorothe Engelbretsdatter og lod livet komme mere direkte til udtryk i salmeversene. Hun har ikke så megen ære at miste og er i tid nærmere den mere personligt bekendende pietisme.
      Det er ikke vanskeligt at forestille sig salmedigterinden Ingeborg Anders-Datter Grytten (født 1668) siddende, mørkklædt og vansiret, i den stol i Holmedal kirkes galleri i det vestlige Norge, som bærer hendes navn. Hendes far er menighedens præst, men Ingeborg Grytten lever isoleret fra mange af sin egen stand, fordi hun er spedalsk, og hun lever også isoleret fra folk i bygderne, fordi hun tilhører embedsstanden. Desuden beskæftiger hun sig med noget, der er ualmindeligt for kvinder, nemlig salmedigtning. Ensomheden kunne til tider føles overvældende og satte sig også tydelige spor i hendes digtning, bl.a. i denne salme, hvor hun beder om at måtte dø. Alle hendes venner er væk:

      Skal jeg længer paa dig vente,
      før det falder dig tilpas
      At du mig herfra vil hente,
      og mig spende fra mit Las (dvs. byrde)?
      ('Den Tiende Sang')

      Ingeborg Grytten har dog så mange forbindelser, at hun får udgivet sine 48 salmer i samlingen 'Kors-Frugt' (København 1713). Samlingen blev senere trykt i flere oplag frem til 1846. De var sandsynligvis skrevet i 1690'erne og blev godkendt af censuren i 1701. I 'Kors-Frugt' møder de læsende og syngende et univers, som er kompakt ensformigt i sine maniske og mørke skildringer af livet. Læresætningerne om det syndige liv gentages i et besværgende stilleje:

      Det første ieg i Verden Kieg (dvs. så, kiggede),
      begyndte jeg at synde
      Uteerlig Idræt var min Leeg,
      Som Satan mig tilskynde.
      ('Den Anden Sang')

      Dette livssyn hang nøje sammen med det dominerende billede af den forgængelige og syge krop. Grytten forstod de smertefulde kropslige erfaringer teologisk: Der er en nøje årsagssammenhæng mellem den syge krop og den syndige sjæl, "Samvittighedens Svøbe". I Gryttens ideologi er sygdom straffen for synd. Den syge er skyldig. Det gode liv begynder ifølge denne tankegang først, når Gud frigør sjælen, ved at kroppen, "Moder Evas kaade Kiød", dør. Kroppen er noget, man må frigøres fra. Derfor er dødslængslen en besættelse i Gryttens salmer. Det kropslige er påtrængende grimt og kan ikke skjules.

      Dog er min Bylde
      Saa overmaade ond,
      at jeg kan ikke Skiule mine Prikke (dvs. pletter).
      ('Den Tredie Sang')

      Det kropslige liv er et eksil fra det himmelske. Ingeborg Gryttens salmer giver dette tema en biografisk klangbund, som gør, at hendes vers fremstår som mere private end digtene af foregangskvinden Dorothe Engelbretsdatter. Vi er nærmere den inderlige pietistiske kristendomsforståelse, som præger 1600-tallets andagtslitteratur.
      Salmernes mest konsekvente kompositoriske princip er tvedelingen mellem livet før og livet efter døden. Den gode tilværelse begynder først, "Naar Sielen fra Legemet adskiller sig". Himmelsk bliver det, når "De tørre Been der igien grønnes". Hvad mere kan man da ønske sig, spørger Grytten, 'End Sundhed for Sygdom og Smerte'?
      Rosen er et ofte brugt billede på Kristus. Dens renhed og ædle, fine duft bliver bl.a. symbol på Kristi nåde, der forvandler det forvildede og syndige menneske. I denne "passionsrose" er Jesu fem sår tegnet i rosens fem kronblade. Efter gammel tolknings tradition giver såret i siden mulighed for at skue ind i Jesu hjerte.
      Gryttens 12 første salmer er råb om hjælp for at bekæmpe synden. Ordene 'Synd', 'Suk' og 'Klage' gentages i titlerne på disse tematiske salmer. Derefter får Gud og konge deres rituelle hyldestsalmer, før året indrammes af vers til jul, nytår, påske og Kristi Himmelfart. Salmen om himmelfarten er opsigtsvækkende privat, præget af den særlige dødslængsel, Ingeborg Grytten gav udtryk for.
      Så er det dagliglivets tur. Hver ugedag indrammes af morgen- og aftensange. Dertil kommer en bodssang for hver dag. I disse tekster skildrer Grytten konsekvent tilværelsen i ideelle, men bodsteologiske termer. Her er ingen realisme. Morgensalmerne takker alle Gud for at have holdt omhyggeligt vagt natten igennem, så sangersken har kunnet sove godt. Derefter følger en bøn for dagen og en forbøn for næsten. Slutningen stadfæster Guds almagt og skønmaler livet i himlen. Dagen forløber ligeledes godt, skal man tro aftensangene. Gud er med, selv om man aldrig slipper for "den listige Frister". Spørgsmålet er så, om Gud også vil være der om natten. Det virker, som om han må overtales og mindes om, hvor venlig han tidligere har været:

      Som du i Dag og al min Tid
      Har vært mig en troe Fader
      Saa beder jeg dig, JEsu blid
      du mig og ey forlader
      I denne Nat, men hos mig staaer
      Saa jeg ey nogen Skade faaer
      På Siæl, Gods eller Lemmer.
      ('Aften-Sang om Løverdagen')

      Ingeborg Gryttens salmer rejser spørgsmålet om, hvad de synder konkret består i, som hun hele tiden synger om. I den retning går salmerne ikke meget i detaljer. De synder, man hører om, er især knyttet til tale-, høre- og synssanserne. Den hyppigste synd er knyttet til de daglige samtaler. De er mistænkelige og kaldes 'Løsagtigt Snak' Ørerne bruger man heller ikke bedre:

      Eya hvor monne sig Ørene spisse
      Efter at høre forfængelig Snak.
      ('Aften-Sang om Søndagen')

      Og øjnenes attrå er, at de 'Paa Verdens Galskab, forgabet sig slet'. Heller ikke tankelivet er skyldfrit. Det bliver let Satans tanker, der præger hverdagslivet.
      Hvad man kan få at vide om Ingeborg Grytten, en af Norges to 1600-tals-digterinder, må man i det store og hele læse ud af hendes salmer. Ikke engang hendes dødsår er kendt. Men hun kendte Dorothe Engelbretsdatters Siælens Sang-Offer, for hun henter melodistof fra dette værk. Således var det Norges vestkyst, der fostrede de to første norske digterinder. De kom fra den samme overnationale præstestand, som dengang havde rådighed over skriften, også den kvindelige.

  • Kilder 
    1. [S16] Nordisk Kvindelitteraturhistorie på Nettet, Nordisk Kvindelitteraturhistorie på Nettet, 2012. redaktion: Kvinfo, København & Kvinnsam, Göteborg (Troverdighet: 3).