VÃ¥r Slekts Historie

Oppdag våre forfedre og andre slektninger

Notater


Treff 1 til 50 av 136

      1 2 3 Neste»

 #   Notater   Linket til 
1 (Research):Svaning, Hans 1503-84, kongl. Historieskriver, var født i Landsbyen Svaninge i Fyn. Hans Forældre vare Bønderfolk; men han havde en Slægtning i den gejstlige Stand, M. Jens Andersen, Kansler hos Biskoppen i Odense, der hjalp ham til at studere.
Der fortælles, at han i sin Barndom var halt og skjævbenet, men at han ved et pludseligt Fald fik sin Førlighed. Han gik i Kjøbenhavns Skole, medens Christiern Thorkelsen Morsing (XI, 472) var Rektor her (o. 1519), og han havde siden meget at fortælle fra den Tid, da Sigbrit dominerede i Kjøbenhavn og lod de fornemme Herrer staa uden for sin Gadedør i Regn og Slud, medens hun formente de fattige Skolepeblinger at gaa om og tigge deres Føde, som de vare vante til.
Efter at have studeret nogle Aar ved Kjøbenhavns Universitet kom S. 1529 til Wittenberg, hvor han forblev længe og 1533 tog Magistergraden. Han maa allerede her have givet sig af med historiske Studier, da Melanchthon et Par Aar efter, at han var kommen hjem, foreslog Christian III at lade ham beskrive den danske Reformationshistorie. For øvrigt omtales det, at han med megen Venlighed tog sig af yngre danske studerende, der opholdt sig i Wittenberg. Midlerne til sit eget lange Ophold der har han maaske faaet derved, at Indtægten af et Præstekald i Fyn var ham tillagt, mod at han sørgede for, at det blev tilbørlig betjent af en Kapellan. I alt Fald havde han 1532 faaet kongeligt Løfte paa noget saadant. 1539 blev han kaldet til Professor i Rhetorik ved Kjøbenhavns Universitet, men indtog dog
kun i 2 Aar denne Stilling, da han 1541 blev Lærer for den 7aarige Tronfølger, Prins Frederik (II). 1548 fulgte han denne paa hans Hyldingsrejse til Norge, ved hvilken Lejlighed han ved sin Opfordring bevægede Laurents Hansen (VII, 29) til at oversætte en Del af de norske Kongesagaer paa Dansk. Som Løn for sin Lærergjerning aflagdes S. med Kapitelspræbender i Roskilde, Lund og Ribe. Paa sidstnævnte Sted fik han 1547 Dekanatet med Løfte om det første ledige Kannikedømme.

Da Prinsen var 18 Aar gammel, var hans Læretid forbi, og S. trak sig nu tilbage til sit Prælatur i Ribe, hvilken By blev hans fremtidige Hjem, skjønt han 1553 udnævntes til . Men den Gang vare de historiske Kilder ingenlunde saaledes samlede i Kjøbenhavn, som de siden bleve. Den Opgave der blev stillet S., var at fortsætte Saxos Historie indtil hans egen Tid. For at faa Stof til et saadant Værk berejste S. forskjellige Dele af Landet for navnlig i Klostrenes Bogsamlinger og Arkiver at udsøge, hvad der kunde tjene til hans Formaal. Snart bleve imidlertid hans Tid og Flid tagne i Brug til andre litterære Opgaver, nærmest af politisk Art, i det Regeringen benyttede ham til at besvare et nærgaaende Angreb paa Danmark, som den afdøde svenske Ærkebiskop Johannes Magnus var fremkommen med i sit (efter hans Død udgivne) Værk .

Det var navnlig Kansler Johan Friis, der holdt paa, at den svenske Forfatter burde gjendrives. 1559, da S. var færdig med sit Modskrift,
fik Universitetets Professorer Befaling til at gjennemse det, om de mulig kunde forbedre noget deri. De foresloge da ogsaa nogle Forandringer, vistnok især for at mildne den skarpe Polemik; men da disse Ændringer vare forelagte Kongen og Kansleren, fik Professorerne dem tilbage med den Bemærkning, at hvad de havde udslettet af S.s Bog, skulde blive staaende og intet lades ude, . S.s Arbejde, der dels indeholdt en Gjendrivelse af Johs. Magnus, dels en Fremstilling af Kong Hans' Historie, blev da trykt. Men efter at det var færdigt fra Pressen, maa man være kommen paa de Tanker, at det ikke var saa heldigt, at det udkom under den kongl. Historieskrivers Navn, da det derved vilde faa et næsten officielt Præg. Man greb da til den Udvej at udslette S.s Navn paa Titelbladet og i Steden derfor sætte den afdøde Professor Petrus Parvus Rosæfontanus' (XII, 556) samt derhos omtrykke nogle Blade for at give det Udseende af, at det var et ældre Skrift, der væsentlig skrev sig fra den Tid, da P. Parvus skulde have færdedes i Udlandet i Christian II's Følge. I denne Skikkelse udkom da Bogen under Titel: (1560, faktisk 1561).

Vi kunne ikke her dvæle ved dette Skrifts senere Skæbne. Snart efter dets Fremkomst fulgte det blodige Sammenstød mellem de nordiske Riger i en mere end 7aarig Krig. Under denne blev der atter lagt Beslag paa S.s publicistiske Evner, og han maatte paa Regeringens Forlangende forfatte flere Afhandlinger til Gjendrivelse af svenske Fejdeskrifter, ligesom han senere under Lensstridighederne med Kongens Farbrødre, de slesvigske Hertuger, maatte laane Regeringen sin øvede Pen. Men med Undtagelse af ovennævnte vides ingen af S.s Skrifter at være udgivne i hans Levetid. Hans (1565, trykt hos Rørdam, Hist. Kildeskrifter II) indeholder dog en god Udredning af Aarsagerne til Krigen i Norden. Det er vel sandsynligt, at disse publicistiske Hverv have sinket
S. i hans Arbejde paa Danmarks Historie. I ethvert Tilfælde gik det langsomt fra Haanden, skjønt S. ikke savnede kraftige Opfordringer til at fuldende dette nationale Foretagende. Følgen var, at den Mening efterhaanden dannede sig, at han dog ikke var sin Opgave ret voxen. Det lader dog til, at han i alt væsentligt var naaet til Frederik I's Tid; men saa fik Anders Sørensen Vedel, der for øvrigt var S.s Svigersøn, 1578 Ventebrev paa det Prælatur i Ribe, som var Historieskriverens Løn, og i Febr. 1579 fik S. Befaling til med det første at begive sig til Kongen med, hvad han havde forfattet og sammendraget til Danmarks Historie, hvad enten det var aldeles fuldendt eller ikke, og tage med sig, hvad gamle Dokumenter han havde samlet, og overantvorde det alt sammen til Kansler Niels Kaas, .

Værket blev nu overgivet til Universitetets Bedømmelse; men det kom ikke videre. S. var jo ogsaa en gammel Mand og savnede vistnok den Energi og Aandslivlighed, som hørte til for at lægge sidste Haand paa Værket og drive paa, at det kunde komme for Lyset.

I mange Aar hørte nu S.s Arbejde til de Haandskrifter, der gjemtes i Universitetsbibliotheket og gik fra den ene Historieskriver til den anden. Huitfeldt har benyttet det efter en større Maalestok, og Meursius ikke mindre. 1658, da Krigen rasede mellem Danmark og Sverige, fandt en eller anden, der vilde Danmark ilde, det formaalstjenligt (i Frankfurt) at udgive den Del af S. s Værk, der omhandlede Christian II's Historie. Denne Konge var nemlig afmalet af S. med de sorteste Farver, og det var Vand paa Svenskernes Mølle, en Slags Forsvar for deres Overfald paa Danmark.

For øvrigt indeholder samme Historie maleriske Træk af S.s egne Oplevelser eller Erindringer fra hans Ungdom, og saa upaalidelig hans Christian II's Historie end er i mange Ting, maa den dog altid raadspørges, naar man sysler med hin Tid. I det hele var Stræng Paalidelighed just ikke S.s Sag; han synes mere at have lagt Vind paa en livlig og anskuelig Fortælling, og naar han ikke havde tilstrækkelige historiske Kilder, havde han Fantasi nok til at udfylde det manglende ved Gætninger og dristige Kombinationer.

Dog har han den Fortjeneste, at han med Flid har eftersøgt Kilder til vor Middelalders Historie, og man vil ogsaa kunne finde paalidelige Efterretninger hos ham, som vilde have været tabte, hvis han ikke havde optegnet dem. Vi maa derfor beklage, at det meste af hans haandskrevne Efterladenskaber gik til Grunde ved Universitetsbibliothekets Brand 1728.

S. døde i Ribe 20. Sept. 1584, 81 Aar gammel. I en fremrykket Alder havde han 30. Sept. 1554 ægtet den 15aarige Marine, Datter af Borgmester Søren Jacobsen Stage i Ribe. Hun blev Moder til 15 Børn og døde 4. Juli 1615. Den svenske Historiker Johs. Messenius, der i en senere Tid tog sig for at imødegaa S.s ovennævnte Gjendrivelse af Johs. Magnus, siger om ham, at han egnede sig bedre til at avle Børn end til at skrive Bøger (). Vi holde os dog hellere til Vedel, af hvem S. (1567) omtales som en saare værdig og kundskabsrig Mand, .

Rørdam, Historieskrivn. i Danmark efter Reform. S. 68 ff.
Rørdam, Kbhvns Universitets Hist. 1537-1621 I, 566 ff. 
Svaning, Hans (I2415)
 
2 1556-60, 1563: Medlem af kapellet hos kong Christian III.
1571: Hofkapelmester.
1565 og 1571: Indehaver af et vikarie ved Roskilde domkirke.
1583: Indehaver af et kannikedømme ved Aarhus domkirke.

Gift 2. gang Ca. 1577 med Barbara Knoph, født ca. 1550 - død 1. november 1609 i Aarhus, datter af Hieronymus Knoph i Friedland (Preussen). 
de Fine, Arnold (I2383)
 
3 Aage kjøpte slektsgÃ¥rden av Regjeringen etter Trondhjems Domkirke. Skjøte av 19. april 1843, for 800 speciedaler og forskjellige heftelser til Domkirken: 900 g. røket lax og 119 potter todt sødebrygg for Ã¥ret. Han solgte gÃ¥rden i 1848. Skjøte av 11. juli, skylddeling 17. juli 1848, for 800 speciedaler. GÃ¥rden ble delt mellom sønnen Edvart Kristian og svigersønnen Kristian Tetlie i 1848. Selven, Aage Augustinussen (I542)
 
4 Abel fikk syv sønner og tre døtre.
 
Rickert, Abel Jespersdatter (I5)
 
5 Adjunkt hos faderen 1594; efterfulgte ham som sognepræst til Herslev 1606. Af 7
døtre og 8 sønner levede iflg. Giessing kun to sønner. Giessing overser her sognepræst til
Jerne og Skads Hans Jensen Hersleb (Hersleff).
 
Herslef, Jens Jensen (I2717)
 
6 Adrian Falkener må antas å være født i slutten av 1400-tallet og døde ca. 1595. Det er mye som tyder på at Adrian Falkener kom til Norge fra Holland i begynnelsen av 1500-tallet. Han skulle visstnok ha drevet falkefangst først ved Bergens-kanten, men kom senere til Trondheim. Det er delte meninger om hans farsnavn ettersom det er skrevet på forskjellige måter: Rotgarsøn, Rutgersøn, Rochertssøn, Richartssøn og Roghartsen. Etter at han kom til Trondheim ca. 1520, ble han snart en vel ansett person.

Han begynte å drive skipsfart, drev handel på utlandet, og fra 1554 ble han eldste borgermester i Trondheim etter at han en tid hadde vært underborgermester. I 1594 trakk han seg tilbake fra stillingen grunnet sin alderdom og skrøpelighet. Han hadde da vært rådmann og borgermester i 70 år. Det fortelles at han var 120 år da han døde, noe som neppe medfører riktighet.

Adrian Falkener var en god diplomat og en nøktern personlighet, og han var også i besittelse av adskillige gårder i Trondheim og omland. Det er sannsynlig at han først var gift med enke Corneliusdatter, og etter at han ble enkemann, giftet han seg med Margrethe Pedersdatter. I sine ekteskap skulle han visstnok ha hatt 7 barn. To av sønnene hans døde i Bergen under pesten i november 1567. En av disse sønnene mener man hette Jens. (I følge historien skulle Adrian ha 24 barn, 18 sønner og 6 døtre.)

Han var danske-hater, og spillte en viss rolle under 7-årskrigen som Claus Collarts rådgiver og tro tilhenger.

Hjemmets bokforlag gav i 1979 ut en krønike-/roman ved navn Adrian Falkefanger, skrevet av Sigurd Skaun. Boken omhandler Adrian Rockertson Falkoner, sønn av den styrtrike hollenderen Mynther Rockert. Boken tar for seg hans eventyr i Norge, specielt Bergen og Hardanger, og til slutt som borgermester i Trondheim. 
Falkener, Adrian Richertsen (I2742)
 
7 Agent i sølvvarer. Lund, Trygve (I51)
 
8 Albert døde av koldbrann. Angell, Albert Lorentzen (I7)
 
9 Anna Margretha fikk 10 barn. Broch, Anna Margrethe Pedersdatter (I1892)
 
10 Anne Margrethe fikk ni barn, hvorav bare tre vokste opp. Borchmann, Anne Margrethe (I1898)
 
11 Augustinius døde sammen med sine 2 eldste sønner, Lars og Christofer, i februar 1799. De var pÃ¥ vei hjem fra sesjon pÃ¥ Ørland, og druknet sammen med 4 andre fra den samme bygden som skulle utskrives til Ã¥ delta i den store nordiske krig. Selven, Augustinus Christofersen (I540)
 
12 Avisartikkel ifbm. Daniels 80. års dag 4. juni 1950 :
Kjent politimann fyller 80 år.
Fhv. politibetjent Daniel Hestnes fyller 80 år søndag 4. juni. Hestnes er født på Hitra. Etter endt skoleutdannelse var han først ansatt ved Reitgjerde Pleiestiftelse for Spedalske i 2 år, deretter noen år ved Trondheim sykehus. I 1903 ble han fast ansatt ved Trondheim politikorps hvor han i 1920 ble forfremmet til politibetjent, en stilling han hadde til oppnådd aldersgrense.
Bare den eldre generasjon vil nok huske Hestnes som uniformert politimann. De siste tjue år av sin tjenestetid var han nemlig sivil.
Hestnes hadde en egen evne til å avvikle tjenesten uten unødig bråk. Hans skarpe replikker og alltid treffende svar i enhver situasjon, gjorde ham berømt og populær blant kollegene og hjalp ham ofte i mang en snever vending. Men det var ikke så greitt å være konstabel i den tida han begynte. Nerbyen var noe annet enn i dag, ja også byen forøvrig. Ila medregnet, for den saks skyld. Ølhaller og andre restauranter med øl og vin var det mer enn nok av. Og slagsmål var det både inne i lokalene og utafor. Det gikk ofte på livet løst, men alltid måtte han sørge for å ha overtaket. Under en arrestasjon i Fjordgata fikk en fyllikk anledning til å knuse ei flaske på hodet hans. Hestnes fullførte imidlertid arretasjonen før han kjørte til sykehuset og fikk det kløyvde øyenbrynet sitt sydd sammen. Merkene etter dette bærer han forøvrig ennå.
En flink svømmer har Hestnes alltid vært. Dette fikk han uventet bruk for en julidag i 1929. Han lå og koste seg ved Kyvatnet, da han plutselig fikk se at to smågutter veltet en kano midt ute i vatnet og falt uti. Han kastet seg med en gang ut med beksømstøvlene på, og berget de små i land i to vendinger, hvorpå han berget kanoen. For kort tid siden hadde han besøk av en mann fra en forretning som han hadde forbindelse med. "Jeg må benytte anledningen til å takke Dem for at De reddet livet mitt i Kyvatnet, da jeg holdt på å drukne," sa mannen. Selv om ikke Hestnes fikk noen belønning av Heltefondet for sin redningsdåd, var dette sikkert stor nok belønning for ham.
Hestnes har vært en meget allsidig mann med mange interesser også utenfor sitt egentlige yrke. Han har blant annet hatt en lyrisk åre og diktet en rekke leilighetsdikt, særlig av relgiøs natur. Tross sine åtti år er han framleis i full legemlig og åndelig vigør. Han er spenstig og lett foretar han spaserturer i byens gater eller steller sin vakre hage, det siste hører sikkert med til hans aller kjæreste sysler.
I yngre år kjøpte han ei stor tomt i Gamle Åsveg 32. Her har han bygd to villaer og således i høy grad vært med på utvide den byen han har fått så kjær. Her bor han framleis og har skapt en vakker heim for seg selv og sin familie. Det blir sikkert mange venner og kjente som husker ham på 80-årsdagen.
 
Hestnes, Daniel (I1524)
 
13 Bakermester. Horn, Henrik Schubart (I245)
 
14 Barnløs.
Kasserer hos K. Lund Gummiforretning AS i Oslo 
Wormdal, Jostein (I349)
 
15 Bergskriver på Røros 1687-93, kanskje eier til Kverneng 1692. Hadde Helle Hendriksdatter som myndling 1671, antagelig den Helle Andrea Hagerup som giftet seg med Johannes Henningsen Irgens. Døde i Sverige dit han ble sendt i 1690 for å studere kopperutmynting med tanke på å begynne utmynting på Røros. Hadde 6 barn i henhold til mantal 1685. Han ble født i 1650 i Romsdalen.

 
Hagerup, Peter Richardsen (I2440)
 
16 Bergverksutdannet. Ansatt i 1719 som verksbetjent ved Røros Kobberverk, overstiger 1727-1738, og fra 1732 også probermester. Han fungerte som markscheider fra 1728 og ble i 1736 ansatt som sådan. Utnevnt til direktør ved Kobberverket 1. januar 1738.

Hans far døde i 1701 og hans mor giftet seg for 2. gang med bergskriver på Røros, Jens Finne d.e.. Leonhard Christian må ha kommet som meget ung til Bergstaden og fattet interesse for bergverksdrift. Han skaffet seg grundig utdannelse og erfaring, derunder ved studier i Sverige. Ca. 20 år gammel ble han ansatt som verksbetjent ved Kobberverket og kom til å bli i verkets tjeneste i over 50 år. Med sine solide kunnskaper ble han en uhyre verdifull ressursperson for Kobberverket. I 1727 ble Borchgrevink utnevnt til overstiger. Det sies om Borchgrevink at han var . Spesielt nevnes at det ble innført mindering efter akkord i steden for at det tidligere ble betalt efter tommemål.
I 1732 overtok Borchgrevink som probermester ved smeltehyttene ved siden av at han fortsatt var overstiger. Da han ble ansatt som direktør, fortsatte han ennå ett år som overstiger. Som direktør fikk Borchgrevink enda flere krevende oppgaver. I hans instruks fra 1737 er bl.a. følgende nevnt: Befare grubene, påse at partisipantene leverer sine innskudd, kalle sammen betjentene for å diskutere driften, kontrollere proviantens kvalitet og at takstene ble overholdt, ha oppsyn med skogene, verkets kirurg, kirkens inntekter, skolevesen m.m. I det hele tatt skulle direktøren være orientert om alt som rørte seg i grubesamfunnet. I tillegg hadde direktøren dømmende myndighet, for Bergstaden med dens såkalte circumferense utgjorde en egen jurisdiksjon - Røros var altså en stat i staten.
Allerede like ved sin ansettelse ved Kobberverket fikk den unge betjent et viktig oppdrag. Tidene var urolige, og da det kom beskjed om at svenske soldater nærmet seg Røros i desember 1718, marsjerte Røros' eget forsvar, Bergkorpset, nordover for å møte svenskene efterat Bergkorpset først hadde ødelagt Korthaugen Skanse på Røros og brent de militære magasinene og proviantlageret. Imidlertid var en avdeling svenske soldater under ledelse av generalmajor Barre kommet til Bergstaden sørfra og hadde inntatt byen uten motstand.
Første nyttårsdag 1719 ble Borchgrevink i hemmelighet sendt nordover for å underrette major Emahusen, sjefen for de nordenfjeldske skiløpere, om situasjonen på Røros. De møttes på Holtålens prestegård. Borchgrevink reiste straks efter samtalen tilbake til Røros, der han umiddelbart ble sendt til Holtålen med en ny rapport. Denne hadde han lært seg utenat forat budskapet ikke skulle bli oppsnappet av fienden. Den videre utvikling tør være kjent nok, med Carl XIIs fall, svenskenes tilbaketrekning og general Armfeldts og de svenske soldatene skjebne i Tydalsfjellene.
I 1760-Ã¥rene begynte alder og sykdom Ã¥ gjøre seg gjeldende. Imidlertid hadde Røros Kobberverk ogsÃ¥ en annen ressursperson i sin tjeneste, bergskriver Peder Hiort. Direksjonen bestemte nÃ¥ at Peder Hiort skulle ta seg av saker som krevde en rask avgjørelse, og at vanlige saker som angikk gruber og hytter skulle tas opp en gang i mÃ¥neden av direksjonen i samrÃ¥d med Peder Hiort. At det kanskje ikke var sÃ¥ lett Ã¥ gÃ¥ inn pÃ¥ direktørens enemerker, kan en vel ane av det faktum at direktør Borchgrevink ble underrettet om ordningen først efterat avtalen var inngÃ¥tt med Peder Hiort. I 1770 var Borchgrevink blitt sÃ¥ svak at han mÃ¥tte holde seg innendørs. Peder Hiort fikk nÃ¥ titel som "Adjungeret Directeur", og ved Borchgrevinks død i 1772 overtok han direktørembedet. 
Borchgrevink, Leonhard Christian (I2111)
 
17 Blev foged i Ytre Sogn 23. okt. 1683, vicelagmand i Bergen 1700, justitiarius i Overhofretten i Christiania 1705, medlem av Slotsloven, avsat som justitiarius 1728. Han blev etatsraad og 15. april 1712 adlet med navnet Blixencrone. Blix, Hans Hanssøn (I2361)
 
18 Bnr. 1 Bu.

ca. 1692 - 1720
Kristoffer Jonsen (ca. 1652 - 172x) var bruker 1692. Det var han også i 1701, da var han "Wed gemeen Bunde hefd og beholden". Ingen sønner står oppført i manntallet. Kristoffer betalte 4 riksdaler og 2 ort i krigsskatt i 1720. Årstallet for hans død vet vi ikke.

1721 - 1746
Isak Jonsen Bu (ca. 1678 - 1753. 74 år) f . Hermstad var neste bruker. Kona hans het Ellen. Isak fikk bygselseddel på 1 spann i Bu den 9. april 1721 fra Jens Parelius. Isak hadde betalt bygselen 1/3 høyre enn loven fastsatte, p.g.a. gårdens underliggende herligheter. Han brukte gården fra 1721 til 1746 da sønnen Jon Isaksen, som var soldat under oberst Brodtkorbs kompani, bygslet gården etter sin gamle og svake far. Ut 1746 skulle de bruke gården sammen, siden skulle Jon Isaksen bruke den aleine. I sak er imidlertid oppført i matrikkelen til 1754.

1746 - 1767
Jon Isaksen Bu (ca. 1718 - 1767. 49 år). Han ble gift i 1747 med Ingeborg Andersdatter Fallin (ca. 1719 - 1777).
Jon Isaksen gikk seg ned i Botten 2. juledag 1767 da han var på vei fra Fallin til Kråknes. Det ble holdt skifte etter ham den 28. mai 1768. Han hadde vært en velhavende mann. Boet etter ham var på 802 riksdaler og 17 skilling, og det var uvanlig mye. En god del sølvtøy er nevnt i skiftet, deriblant en del sølvskjeer som hadde kommet fra Hårberg. Av krøtter var det 1 brun hest 10 år gammel (14 riksdaler), 1 grå hest 20 år gammel (6 riksdaler), 1 rødsidet hornet ku Ebbelgaas (5 riksdaler), 1 ditto kalt Rødkind (5 riksdaler), 1 kvit ditto kalt Rype (4 riksdaler), 1 kvige Surkold (1 riksdaler 2 ort), 1 graokse (1 riksdaler 2 ort), 2 voksne geiter (1 riksdaler 3 ort) og 2 geiter med kje (1 riksdaler). Mye sjøredskap er nevnt, deriblant 1 båt på 14 tønner med tilbehør (12 riksdaler). Ei brygge ble taksert til 5 riksdaler. Bekkekverna ble nå satt til 7 riksdaler.

1767 - 1769
Enka Ingeborg Andersdatter brukte sÃ¥ gÃ¥rden til hun giftet seg igjen med Ole Olsen HafsÃ¥s fra Stadsbygda den 9. juli 1769. Ingeborg Andersdatter ble begravd pÃ¥ Stadsbygda i april 1777. Det var skifte etter henne den 3. mai samme Ã¥ret. Det var 227 riksdaler 1 ort og 20 skilling til deling mellom enkemannen og de 3 barna fra første ekteskap. Dattera Ellen arvet likt med brødrene, etter deres uttrykkelige ønske. PÃ¥ denne tid fikk kvinnene ellers bare halvparten sÃ¥ mye i arv som mennene. I dette skiftet er det nevnt 2 hester, 1 merr med føll, 3 kyr, 1 kvige, 13 sauer, 6 lam og 2 geiter med kje. 
Bu, Jon Isaksen (I2198)
 
19 Bnr. 15 Buaune
Som navnet forteller, var dette et aun under Bu. Sagnet forteller at ei jente fra Buaune og en gutt fra Hårberg var de eneste i bygda som overlevde Svartedauen i 1349/50. Det er sikkert ikke riktig, men at det har vært en gård der Buaune er nå, er ganske sikkert. I lensrekneskapene fra 1608 og utover betaler bonden på Bu også 1 mark smør i avgift av en ødegård, og det er nok av Buaune. Ødegården er nevnt i den eldste leidanglista vi har fra 1590 - 91.
Tett oppfor og østafor husa ble det funnet rydningsrøyser. Det var lærer Johan Arnt Graven som bygde opp hus her inni marka omkring 1855. Men så flyttet han til Rissa, og Isak Bu som hadde lånt ham 100 daler, tok over Buaune med de uferdige husa og dyrket opp plassen. Husa sto den gang omtrent der "Solbakkenhusa" er nå.
Isak hadde før dattera Malene (1852) med Beret Marta Haftorsdatter. Malene ble gift 1893 med Ole Andersen Vangen, Rissa. Isak hadde dattera Emilie (1855) med Ingeborg Birgitte Olsdatter Bu.
I 1865 er Buaune husmannsplass under Bu. Isak Olsen var husmann med jord og fisker. Han, kona og barna Ole, Heimer, Emelia, Dortea, Jon og Ingeborganna bodde på plassen. Der var også fattiglem Ellen Arntsdatter, 56 år. Krøtterholdet var 1 storfe, 3 sauer og 1 gris. De sådde 1/8 tn. bygg, 1 1/2 tn. havre og satte 2 tn. poteter.
I 1875 var Isak fortsatt husmann med jord og fisker. Han og kona hadde barna Ole, Heimer, Dortea, Ingeborganna, Karine og Johan Martin heime. Krøtterholdet var nå økt til 2 kyr, 1 ungnaut, 8 sauer, 10 geiter og 1 gris. Utsæden var 1/2 tn. bygg, 1 tn. havre og 4 tn. poteter.
 
Bue, Isak Andreas Olsen (I745)
 
20 Bnr. 17 Solbakken
Marentzius ble gift med Jørgine, datter av Johan Martin Buaune. Han bygde om den gamle Buaunstua 1926 og familien bodde der. Han bygde uthus 1928, omtrent der fjøset på Buaune hadde stått før.
Den 21. juni 1922 var det skyldsetting over bnr. 9 og bnr. 15 fordi det var solgt en parsell av hvert bruk til Marentzius Selven. De fraskilte delene fikk bruksnavn Solbakken. Marentzius fikk skjøte på eiendommen den 5. mars 1924 fra Joakim Nebb og Martin Buaune for 500 kr.
Marentzius var baker, og bygde bakeri på Sandan i 1929. Han var med i kommunestyret og var ordfører 1957 til 1958.
Solbakken ble solgt 1967 til Hardis og Arnfinn Aassved (29/12 1906-1975). 
Selven, Marentzius Angel Olsen (I563)
 
21 Bodil, hun var en Søsterdatter af Tøger Løvenbalk og havde tidligere været Nonne.
Morens navn er ukjent, men faren skal ha hett Peder. Faren til Tøger og Bodils mor skal, i følge noen kilder, være Jens Lauridsen Løvenbalk. Dette er vissnok også en familietradisjon. I tilfelle dette er korrekt, kan vi via Bodil 'koble oss' på et meget stort tre av adelige og kongelige i Danmark og Tyskland (hovedsakelig).. Bodil Pedersdatter er tidligere Nonne.
 
Pedersdatter, Bodil (I2719)
 
22 Bonde, Handelsmann i Flensburg, GÃ¥rdeier, Godseier Angel, Morten Pedersen (I1)
 
23 Bygslet gÃ¥rden "Selven", g.nr. 4, b.nr. 7 i Agdenes herred i Sør-Trøndelag. GÃ¥rden var bygslet under Trondjems Domkirke. Selven, Matz (I534)
 
24 Cand.jur; justitsrÃ¥d; eier av Reins Kloster, Rissa, Sør-Trøndelag. Hornemann, Henrik (I3052)
 
25 Christen var født på Kragelund ved Flensburg.
Tok borgerskap i Trondheim i 1650.
Participant Røros Verk, Røros i Sør-Trøndelag.
Giftet seg med Margrethe 8. juni 1651.
Skifte 08.10.1689. 
Rasmussen, Christen (I2238)
 
26 Christofer døde sammen med sin far og sin eldre bror Lars, i februar 1799. De var på vei hjem fra sesjon på Ørland, og druknet sammen med 4 andre fra den samme bygden som skulle utskrives til å delta i den store nordiske krig.
 
Selven, Christofer Augustinussen (I798)
 
27 Christopher Nielsen Tønder var Fogd og toller. Christoffer var kaptein i Vardø, før han blev foged, først i Fosen fra 1622 til 1631, senere fra 1632 til 1647 på Nordmøre. Han var senest tolder på Nordmøre fra 1647 til sin død i 1656. Han skal ha vært en hovedrig mand, som ejede store jordbesiddelser på Møre. Han fik bl.a. Holden godset som pant fra Bjelkeslekten.
 
Tønder, Christopher Nielsen (I2723)
 
28 Christopher og Sophie skal ha hatt 13 barn. Christopher Jacobsen Hersleb døde den 22 desember 1721 i Stod i en alder av 61. Erlandsen angir datoen til 22.12, mens Digitalarkivet oppgir 28.12.
Han ble gravlagt den 22 januar 1722. Jordfestelse.
Han var Magister, Sogneprest i Stod. Blev 1683 residerende kapellan til Stod, dertil ordinert 31. Oct. s.å., og boede i den tid paa gaarden Klæbo. Ved svigerfarens død 1688 blev han visepastor til Stod, hvilket embede han 23. sept. s.å. tiltradte. Var i de 4 sidste leveaar meget svag og døde 28. december 1721. Hans og hustrues portrætter henger i hovedkirken.
 
Hersleb, Christopher Jacobsen (I2713)
 
29 Daniel var RÃ¥dsherre Munthe, Daneel (I2389)
 
30 Den første postruten Trondheim-Orkdal gikk med motorsykkel og slede.
I 1922 påtok Ragnvald Lund på Orkanger seg å kjøre posten fra Trondheim til Orkdal.
Fra mai 1923 fikk han konsesjon på posttransport på strekningen Trondheimn - Orkanger - Svorkmo.
Vinterstid kunne det være vanskelig å komme fram med bil, så ifølge kontrakten skulle han da bruke hest. Men Lund byttet ut hesten med motorsykkel.
Posttransporten hadde han fram til 1929 da AS Orkla Autotrafik overtok. I tillegg til posttransport drev han ogsÃ¥ persontrafikk. 
Lund, Ragnvald Sr. (I93)
 
31 Det er usikkert om Gjertrud er riktig mor og hustru.
 
Rehnes, Gjertrud (I1986)
 
32 Det var skifte etter Birgitte 18.juli 1780. Aktiva var 26 600 rdl., passiva 21 000. Verket ble værdsatt til 6 000 rdl., gården Stavem , hvor de bodde, til 1 600 rdl. osv.
 
Ziegler, Birgitte Marie (I1988)
 
33 Druknet i en kulp under skitur i pÃ¥sken. Lund, Ellen Margrethe (I199)
 
34 Døde i barselseng. Lund, Georgia Hansine Christine (I3253)
 
35 Efterfulgte faderen 1633. Giessing skriver 'Han og Hustrue ere afskildrede 1669, og disse ærværdige Skilderier hænger endnu over Præstekonens
Stol i Herslev Kirke'. 
Herslef, Jens Jensen (I3048)
 
36 Einar Buaune var medlem av likningsnemnda og forsorgstyret, styremedlem av Hasselvika samvirkelag og medlem av byggenemnda.
 
Buaune, Einar Martinsen (I761)
 
37 Elisabeth skal ha været en dygtig og driftig kvinne, men bestemt og noe hardhjertet. I 1685 eide hun 6 parter á 1000 rdl. i Røros verk, drev ogsÃ¥ handel med korn o.a. til verkets arbeidere. Det var skifte etter henne 18. des. 1694, sÃ¥ hun er vel død kort før denne dag. Elisabeth og Johannes skal ha hatt 12 sønner og 4 døtre; nøyaktig rekkefølge er ukjent. Elisabeth overdro eiendommen til sin sønn, Brostrup Johannessen Irgens, født 1656, død 1704, gift med enke Ane Margrethe Wesling. Arnisæus, Elisabetha Henningsen Gotz (I2433)
 
38 Else Marie fødte hele 15 barn. Hersleb, Else Marie Meyer (I1899)
 
39 Erlandsen noterer fødselsdato 20.11.1729, mens kirkeboka på Digitalarkivet sier 09.10.

Faddere ved dåpen: Capitain Læmerhiert, Peder Krog, Ole Steensøn Darre, Min syster Læmerhiert, Malene Parelij, Elen Indbrynd. Sophie Hersleb, gift med capitain Læmerhiert, er fadder i dåpen til Johan og flere av søsknene. Hun er der omtalt som "min syster". Siden Jacob var presten, må vi gå ut fra at det er søsteren Sophie som er fadder og at hennes mann het Læmerhiert. Det er altså fra onkelen "capitain Læmerhiert" at Johan Tobias Hersleb får mellomnavnet Lemmerhirt.
Blev 1747 sendt til Christiania, hvor han ble privat undervist av broren, Jacob Peter Hersleb, Rektor samme steds, og av ham dimmitert 1750.
Tog 18. November 1755 Theol. Attestats med char. non contemn., og dimisprediken 20. mars 1756 med char. haud illaud. - ble 1757 residerende kapellan til Stod, 1. oktober 1775 Sogneprest til Holtaalen og 18 april 1787 til Ørlandet.
 
Hersleb, Johan Tobias Lemmerhirt (I14)
 
40 Foreldre: Sogneprest Hans Ludvigsen Munthe (1560– 1601) og Catharina de Fine (1566– 1601).
Gift 17.9.1624 med Ingeborg Friis (1608– 1654), datter av hospitalsforstander, senere slottsskriver Søren Christensen Friis (1570– 1613) og Marine Svane (1578– 1640).
Morfar til Anders Iverssøn Borch (1664– 1709); mormors far til Baron Ludvig Holberg (1684– 1754); farmors morfar til General Georg Frederik von Krogh (1732– 1818); farfars farmors far til Bredo Henrik von Munthe af Morgenstierne (1774– 1835) og Adolph Fredrik Munthe (1817– 84); farfars farfars morfar til Gerhard Munthe (1795– 1876); farfars farfars farmors far til Ludvig Munthe (1841– 96), Hartvig Andreas Munthe (1845– 1905), Gerhard Munthe (1849– 1929), Margrethe Munthe (1860– 1931) og Carl Oscar Munthe (1861– 1952); farfars farfars farfars morfar til General Johan Munthe (1864– 1935) og Wilhelm Munthe (1883– 1965).
Ludvig Hanssøn Munthe var en sentral leder i ortodoksiens kirkeliv. Han hadde gode kontakter i adels- og hoffmiljøet, var bredt skolert og fremmet skolevesen, fromhetsliv og luthersk rettroenhet. Gjennom sine døtre Birgitte og Anna ble han stamfar til de ulike grenene av slekten Munthe i Norge.
Munthe tilhørte en fremstående presteslekt. Begge foreldrene døde under pesten 1601, og den 8 år gamle Ludvig fikk sin skolegang hos farbroren i Lund. 1613 ble han immatrikulert ved universitetet i København, der han ble baccalaureus 1616 og magister 1619. 1616 ble han lærer ved katedralskolen i Lund, men sa opp etter kort tid for å bli "informator" (huslærer) for flere av sønnene til adelsmannen Otto Lindenov. Dette medførte to lange utenlandsreiser. I nærmere seks år oppholdt han seg ved tyske universiteter og fikk god kjennskap til samtidens teologiske og religiøse retninger.
Munthes dyktighet og adelskontakter førte ham videre. 1624 ble han sogneprest til Nordre Borreby i Skåne og 1634 dansk hoffpredikant for kong Christian 4. Munthe representerte en type luthersk ortodoksi og botsfromhet som kongen politisk og personlig favoriserte.
1636 ble Munthe utnevnt til biskop i Bergen, og han kom til byen året etter. Som biskop arbeidet han særlig med å utvikle den lærde skolen og den religiøse folkedannelsen gjennom liturgi og fromhetsliv. Etter bybrannen 1640 fikk han gjenreist latinskolen og utvidet undervisningsvirksomheten. Han innførte to daglige bønnetimer i domkirken som skolens lærere og elever forestod. Fra 1639 skulle skolens hørere dessuten preke på høytidsaftenene. 1644 påbød han froprekener i alle Bergens kirker på årets høytidsdager. Også andre grupper i byen fikk mer forkynnelse: 1639 innførte Munthe regelmessige prekener ved St. Jørgens hospital for spedalske og ved det nyopprettede fattighus for sjøfarende, og 1640 utgav han en botsbønn som var ment å brukes ved den daglige, private andakt i hjem og kirke over hele stiftet.
Det er uklart hvor lenge de enkelte reformene bestod, men de hadde uansett som mål å rette oppmerksomheten mot nye religiøse idealer. 1638 påbød Munthe f.eks. fem ukentlige pasjonsprekener i fastetiden i Bergen. Disse skulle være en motvekt mot de fastelavnsopptog som byens håndverkere holdt; Munthe mente dette var "hedenske og papistiske skikker". I stedet for opptog, prosesjoner og livsglede skulle byens befolkning få høre om betydningen av Jesu lidelse. 1641 tok han tak i et annet fenomen som han mente måtte forklares for allmuen, nemlig noen "selsomme og underlige fødsler" i stiftet. I stedet for å utlegge de menneskelige misfostrene på tradisjonelt vis som endetidsvarsler eller som uttrykk for foreldrenes synder, forklarte han dem som en påminnelse fra Gud om at alle mennesker er syndige – de var altså botstegn.
Ettertiden har særlig festet seg ved en katekismeforklaring Munthe utgav 1644. Han tenkte seg boken brukt over hele stiftet til hjelp for "de Vnge, grofue, oc Uforstandige". Også her kritiserer han folkelige skikker, bl.a. bruk av helgenbilder og valfart til Røldal. Boken er ikke spesielt original, men avdekker hans idealer: Bibelsitater beviser at den lutherske lære er sann, og geistligheten formidler denne læren med autoritet, men individet må gripe sannheten i bot og tro. Dette har nok vært viktige punkter i Munthes egen forkynnelse, og budskapet må ha hatt bred appell, for mange bedømte hans prekener meget positivt.
Munthes virksomhet ble med årene hemmet av en stadig dårligere helse. Han døde 1649 og etterlot seg enke og 12 barn. Ingen av de fire sønnene hadde etterslekt. Av de 8 døtrene ble Abel Munthe (1628– 76) gift med sognepresten i Fana, Peder Nilssøn Lem, og hun ble mormor til Ludvig Holberg. Birgitte Munthe (1634– 1708) ble gift med fogd i Indre Sogn Christopher Giertssøn Morgenstierne; deres barn tok alle morens slektsnavn, og hun ble stammor til den gren av slekten Munthe som kalles "Munthe fra Sogn" og til slekten von Munthe af Morgenstierne. Anna Munthe (1639– 88) ble gift med fogd i Romsdal Iver Anderssøn; av deres barn tok alle, unntatt sønnen Anders Iverssøn Borch, morens slektsnavn, og hun ble stammor til den gren som kalles "Munthe fra Romsdalen".
 
Munthe, Ludvig Hansøn (I2379)
 
41 Fra Jan Tuxen:

Axel Coldevin var historiker med speciale i nordnorske forhold. Cand.philol. 1927; dr.phil. 1938; gymnasielektor i Sarpsborg, Oslo og Bærum1927-68; forfatter af flere hovedværker om norsk historie; medlem af Det Kongelige Norske Videnskabers Selskab fra 1976.

Axel Coldevin er særligt kendt for sin banebrydende nyfortolkning af forholdet imellem købmænd, godsejere og leilendinger (en art fæstebønder) i Nordnorge. Før Coldevin var den herskende opfattelse, at specielt bergenskøbmændenes handelsprivilegier og godsejernes jordrettigheder havde udgjort en alvorlig hæmsko for samfundets udvikling i Nordnorge. Coldevin påviste derimod, at der i høj grad var en naturlig og gunstig balance imellem disse grupper, udtrykt for eksempel i denne centrale sætning fra hansdoktorafhandling: "I Nord-Norge er det iallfall særdeles lærerikt å feste opmerksomheten ved den likevekt som lovene og utviklingen tidlig skapte mellem fiskerbønder, handelsmenn og godseiere, en likevekt som først og fremst kom dem tilgode som var økonomisk underlegne".

Der har siden været enkelte indvendingermod hans arbejde og konklusioner, bl.a. at han var for unuanceret i bedømmelsen af den stand, som han selv kom af - Coldevin var godsejersøn fra Dønnes. Men i det store og hele er hans arbejde blevet stående, og han kaldes ikke uden grund "Nordlands historiker".

Coldevins litterære produktion var omfattende. Afstørst betydning var vel hans doktorafhandling 'Næringsliv og priser i Nordland 1700-1880', Bergen 1938, og 'Jordegods og storgårder i Nord-Norge', Trondheim1943 (ny og revideret udgave, Espa 1989). I det sidstnævnte værk er et af de vigtige temaer netop forholdet imellem de forskellige befolkningsgrupper, som belyses med mange eksempler. Coldevin nyskrev desuden i 1950 værket 'Norske storgårder' og var medredaktør på og medforfatter af 'Vårt folks historie', Aschehoug, udgivet i 1960-erne. Hertil kommer en omfattende produktion af lærebøger samt en lang række lokalhistoriske bøger, herunder: 'Sarpsborgs historie 1839-1939', 1950, 'Rana bygdebok', Mo 1964-65, 'Bodø by 1816-1966', Bodø 1966, 'Dønna bygdehistorie', Dønna 1980, 'Gammel kultur på Helgeland', Mo 1986.

Coldevin tog initiativ til samling af det Coldevinske godsarkiv fra Dønnes på Det Kongelige Norske Videnskabers Selskabs Bibliotek, nu Spesialsamlingene ved Universitetsbiblioteket i Trondheim. I forbindelse med udgivelsen af en registratur for dette arkiv i 1980 skrev Coldevin en glimrende, men lidet kendt artikel om Dønnesgodsets historie.
 
Coldevin, Axel Johannes (I1910)
 
42 Fra Jan Tuxen:

Som enke oplevede hun i 1892 en stor brand pÃ¥ Dønnes, hvorefter hun flyttede over til Husby til sin datter Johanne Marie. Hun stiftede Brønnøy Barnehjem, hvortil hun gav to gÃ¥rde. Børnehjemmet blev siden kristelig folkehøjskole. 
Walnum, Anne Cathrine Bech (I1906)
 
43 Fra Sigurd Østrem (no.fritid.slektsforskning.etterlysning, 10. november 1999):

Lorentz Mortensen Angell ble født på Nordgaard Gods i Steinberg prestegjeld, på halvøya Angeln, i den østlige delen av det gamle Flensburg amt i Schleswig-Holstein. Han startet som handelsmann i Flensburg og kom til Trondheim på eget skip, sammen med søsknene Morten og Marrin, og deres far, omkring 1650. Det var først da han kom til Trondheim at Lorentz begynte og bruke navnet Angell. Han ble tidlig rådmann i Trondheim, og hadde denne stillingen i 14 år.

LorentzAngell opparbeidet tidlig god kontakt med hovedeieren i Røros Kobberverk, Joachim Irgens. Etterhvert fikk Irgens store pengeproblemer, og det samme gjorde enken etter hans død. Ved arveoppgjøret i 1675 viste det seg at Irgens skyldte Angell en stor sum penger. Joachim Irgens hadde i 1666 overtatt mye gods i Nord-Norge av kong Fredrik 3. Nå overtok Angell den største delen av dette såkalte Irgensgodset, til dekning av en sum på over 23.000 riksdaler. Det gav ham 487 gårder på Helgeland, med 525 våg.

Senere kjøpte Lorentz også Smølagodset til 1000 riksdaler, mens en del gårder i Trøndelag etterhvert tilfalt ham på grunn av misligholdte lån. Fra slutten av 1670-årene var Angell en av de største jordeiere i stiftet. Av enken etter Joachim Irgens fikk Lorentz i 1685 53 av de 180 partene i Røros Kobberverk. Han hadde ikke satset aktivt på å få bli eier i verket, men aksepterte å overta partene for at enken skulle få dekket gjelden til ham. Men for Lorentz Mortensen Angell var overtagelsen av partene i Rørosverket starten på en kriseperiode. Han gikk 30.000 rdl. i underskudd på sine parter, og det forsatte med underskudd i en lang periode da han etterhvert overtok enda flere parter. Så store tap ble tunge å bære, selv om handelen ellers kunne gå godt. Angell prøvde og selge unna parter, men lyktes ikke. Han var også skipsreder og allerede i 1660-årene hadde han vært medeier i mange skip og ble i 1670-årene regnet som en av Trondheims ledene skipsredere. Utover i 1680-årene gikk det derimot dårlig med skipsfarten, på grunn av mange kapringer og forlis. Angell var medeier i et kompani for hvalfangst i Nordland. Lorentz M. Angell var også kjøpmann og drev blant annet handel i Holland og Hamburg.

Under storbrannen i 1681 ble Henrik Hornemann beskyldt for å ha påsatt brannen, for Angell gikk mye tapt og han mistet besinnelsen og gikk løs på Hornemann midt på gata.

Da det i 1676 ble satt opp en liste over landets 15 rikeste menn var Lorentz M. Angell på denne lista. Da Angell døde var formuen hans på 86.825 riksdaler, men etter sin andre kones død hadde han visstnok en formue på 120.000 rdl., og hundøde i 1683, ikke lenge etter brannen som rammet Lorentz så hardt. Det eksisterer i dag et sølvkrus som har tilhørt Lorentz M. Angell, Gullsmed Niels Greger laget dette store sølvkruset før 1683, en slik gjenstand hadde stor verdi og gav eieren status.

Lorentz Angell var gift tre ganger. Han fikk i alt 17 barn, den betydeligste av dem var nok Albert, far til Trondheims velgjører, legatstifter Thomas Angell. 
Angell, Lorentz Mortensen (I3)
 
44 Født 1630 i Suffolk, England; Død april 1681 i Trondheim, Sør-Trøndelag; begr. i Domkirken. Kjøpmann. Foreldre: Faren var godseier Edward Hammond (ca. 1595– ca. 1660); morens navn er ikke funnet i de brukte kilder. Gift 1659 i Trondheim med Elisabeth (Lisbet) Henriksdatter Sommerschild (død juni 1682), datter av kjøpmann og rådmann Henrik Sommerschild (eg. Sommerscales) (1584– 1664) og Anna Rørichsdatter. Far til Sara Hammond (1672– 1717); morfar til Thomas Angell (1692– 1767); farfars far til Hans Hammond (1733– 92).
Thomas Hammond var en av Trondheims store forretningsdrivende på 1600-tallet. Han drev trelasthandel og hadde jord- og skogeiendommer i Midt- og Nord-Norge. Hans gods dannet mye av grunnlaget for den senere legatstifter Thomas Angells store formue.
Som de fleste kjøpmenn som drev internasjonal handel i Trondheim på den tiden, var Hammond innvandrer. I tidlige omtaler av ham har det vært hevdet at han var medlem av det engelske parlamentet og av den domstolen som dømte Karl 1 til døden, og at han derfor måtte flykte etter Cromwells død 1658. Senere undersøkelser har avkreftet dette.
At Thomas Hammond slo seg ned i Trondheim, var antakelig et resultat av økende trelasthandel mellom byen og England. Med broren John, som var kjøpmann i London, samarbeidet han om trelasthandelen. I Trondheim giftet Thomas Hammond seg med datteren til en annen engelsk innflytter, Henrik Sommerschild. Henrik Engelskmann, som han ble kalt, hadde tjent en formue på trelast- og sildehandel, og han ble overformynder, rådmann og borgermester.
Elisabeth og Thomas Hammond fikk 7 barn, fire døtre og tre sønner. Av dem fortsatte den eldste, Thomas, foreldrenes forretningsvirksomhet, mens en yngre sønn, Edvard Hammond (1668– 1711; se NBL1, bd. 5), ble stiftamtmann i Bergen. To av døtrene ble gift med sønner av storkjøpmannen Lorentz Mortensen Angell – Elisabeth med Morten Lorentzen Angell og Sara med Albert Lorentzen Angell; de andre døtrene ble også gift med kjøpmenn i byen.
Det var først og fremst trelasteksporten til England, ved siden av fiskehandel og den vanlige allsidige varehandelen, som ble grunnlaget for Thomas Hammonds økonomiske virksomhet. Trelasten kjøpte han opp fra bøndene i distriktet, men etter hvert skaffet han seg også jord-og skogeiendommer, slik at han kunne drive sagbruk med virke fra egne skoger. Hammond overtok eiendommer i Trøndelag og Nord-Norge fra storkjøpmennene Joachim Irgens og Henrik Müller, som hadde overtatt tidligere krongods. Særlig godset i Selbu ble av betydning og grunnlaget for videre oppbygging av sagbruk i neste generasjon.
Hammond bodde i kjøpmannsstrøket ved Nidelva. Til eiendommen hørte to brygger med sjøboder ved elven, én på bysiden og den andre på Bakklandet. Under den store bybrannen 18.– 19. april 1681 gikk alt tapt, bortsett fra brygga på Bakklandet. Bare det som var lagret i den murte kjelleren under bygården, ble reddet. Her var det bl.a. en"merkelig stor summa penge" i forskjellige myntsorter. Tapet av bygninger og varelagre var alvorlig, men verre var det at også forretningspapirer, skjøter og regnskaper gikk tapt i brannen. Hammond hadde store summer utestående, men etter brannen fantes bare få notater om dette. I årevis verserte rettssaker mellom arvingene og boets debitorer. Til tross for tapene var de største verdiene utenfor byen, og arvingene kunne overta en betydelig formue.
Thomas Hammond mistet livet i bybrannen. Etter sin død fikk han attest av magistraten for å ha vært en redelig handelsmann; "han for dette steds negotie var en umistelig mand". Tapet av mannen og formuen tok hardt på enken, og sommeren etter døde Lisbet sal. Thomas Hammonds. Det ble sagt at hun selv hadde kastet seg i elven. Selvmord var en alvorlig sak på den tid, men det ble likevel gitt tillatelse til å begrave henne i Domkirken.
 
Hammond, Thomas Edwardsen (I2274)
 
45 Født i Bergen, norsk-dansk forfatter. Hans far, oberstløytnant Christian Nielsen Holberg, døde da Holberg var vel ett år gammel, moren Karen, født Lem, i 1695. I årene 1695– 98 bodde Holberg hos slektninger i Fron. Senest 1698 må han være kommet tilbake til Bergen; gikk på latinskolen der og ble dimittert til Københavns universitet 1702, vendte tilbake til Norge og ble huslærer hos presten på Voss, men var i København igjen 1703 og tok teologisk embetseksamen året etter. Etter en kort tid som huslærer hos lektor og visebiskop Niels Smed i Bergen drog han høsten 1704 på sin første utenlandsferd, til Nederland. Deretter slo han seg ned i Kristiansand og levde av å undervise i språk og musikk. Våren 1706 drog han ut igjen, denne gang til England. Her ble han i to år, størstedelen av tiden i Oxford/Storbritannia. Da han vendte tilbake til København 1708, hadde han fått et godt overblikk over europeisk åndsliv i samtiden.
Etter en reise til Tyskland gav han ut en kortfattet verdenshistorie, 'Introduction til de fornemste Europæiske Rigers Historier' (1711). I 1714 ble han utnevnt til ekstraordinær professor uten lønn, og omtrent samtidig fikk han et lite stipend som satte ham i stand til å foreta sin fjerde og lengste utenlandsreise. Han drog over Nederland og Belgia til Paris, ble der 1,5 år og studerte fransk litteratur (den skeptiske filosof P. Bayles Dictionnaire historique et critique fikk særlig meget å si for ham). Vinteren 1715– 16 oppholdt han seg i Roma, og sommeren 1716 var han tilbake i København. Mens han var borte, hadde det kommet et nytt verk fra hans hånd, 'Introduction til Natur- og Folke-Rettens Kundskab' (1716), som vesentlig er et utdrag av H. Grotius' og S. Pufendorfs rettsfilosofiske arbeider. For første gang ble emnet her behandlet uavhengig av teologien og på dansk. Først 1717 ble han utnevnt til professor i metafysikk, 1720 rykket han opp til professor i latin/latinundervisning i Norge, og 1730 fikk han den historiske lærestol.
Da Holberg 34 år gammel bosatte seg for godt i København, var han så å si en fremmed i det danske samfunn. Sine barndomsinntrykk hadde han fra Bergen og norske bygder, og hans åndsform var dannet under påvirkning av den frieste og djerveste tenkning i samtidens Europa. Han ble en skarp og respektløs iakttager av danske forhold. 1719– 20 gav han ut det komiske heltedikt 'Peder Paars' likesom komediene kom det ut under pseudonymet Hans Michelsen. I sin form er diktet en parodi på det antikke epos (Homer og særlig Vergil), og i de blir det drevet spott med kommentatorenes lærde pedanteri. Etter sitt innhold er det en bred og rammende samfunnssatire. I 1722 gav han ut '4re Skæmtedigte' (til dels skrevet før Peder Paars). Samme år opptrådte han som komedieforfatter; teateret i Lille Grønnegade åpnet om høsten, og ennå samme året ble Holbergs 'Den Politiske Kandestøber', 'Den Vægelsindede', 'Jean de France', 'Jeppe paa Bierget' og 'Gert Westphaler' spilt her. Både disse og de senere komediene overlot Holberg skuespillerne uten vederlag.
I årene frem til 1727 ble det spilt 26 komedier av Holberg, men 1727 var teaterets økonomi så dårlig at det måtte lukke, og forestillingene ble avsluttet med Holbergs vemodig-lystige 'Den danske Comoedies Liigbegængelse'. Teateret ble antakelig åpnet igjen året etter, men bybrannen i København tvang det til å slutte. Og i den pietistiske Christian 6s tid (1730– 46) kunne det ikke fortsette.
I 1725– 26 foretok Holberg en ny utenlandsreise, og etter hjemkomsten gav han ut sine 'Metamorphosis', som travesterer 'Ovid'. Men han kjente det som hans "poetiske raptus" var til ende og skrev det første av sine tre latinske brev til en "fornem herre" (overs. av Winkel Horn, 1897), der han skildret sitt liv. Hvem adressaten var, har det stått strid om, kanskje er han bare en fiksjon. Lysten til å skrive komedier våknet på ny hos Holberg da teateret ble opprettet igjen under Frederik 5 (1748), og han skrev da seks nye komedier. Men humøret var ikke så friskt og festlig lenger, ingen av dem slo riktig an. Smaken hadde nå også vendt seg fra Holberg til de franske konversasjonsstykker. Den første utgaven av komediene kom i 2 bd. 1723– 24; den inneholdt 10 stykker og ble innledet med et forsvar for komediespill og skuespilldiktning. I 1731 gav han ut en større samling i 5 bd., som ble utvidet med 2 bd. 1753– 54.
Stoffet til sine komedier henter Holberg oftest fra samtidens Danmark. Han kan nok låne både figurer og intriger fra oldtidens og senere tiders forfattere. Men han flytter dem alltid over på nordisk grunn, bygger på selvsyn, fyller dem med trekk fra livet omkring seg. Et og annet kan man også føre tilbake til dikterens barndomstid i Bergen. Som dramatiker har han lært av den antikke komedie, især av Plautus, av den italienske maskekomedie og av Molière. I enkelte komedier, som 'Jeppe paa Bierget' og 'Erasmus Montanus', viser han evne til mer inntrengende menneskeskildring. Hans styrke ligger i replikken og situasjonskomikken. Den trang til å uttrykke seg i allegorier og symboler som kommer til syne i Holbergs senere komedier, viser seg alt i 'Niels Klims underjordiske' Rejse (1741), en fantastisk reiseroman som først kom på latin i Leipzig (overs. til dansk av bergenseren Hans Hagerup 1742, senere av Baggesen o.a.). Denne boken er Holbergs dristigste verk. Her driver han gjøn med forhold både hjemme og i utlandet, og skriftet vakte både jubel og harme. Omtrent samtidig gav han også ut et bind latinske epigrammer (overs. av C. Müller, 1863).
Sine dikterverker hadde Holberg for det meste gitt ut under pseudonym (Poul Rytter, Hans Michelsen o.a.). Selv anså han sitt historiske forfatterskap for det viktigste. I 1729 kom hans topografiske håndbok 'Dannemarks og Norges Beskrivelse' og 1732– 35 'Dannemarks Riges Historie' i 3 bd. Samtidig gav han ut et par mindre lærebøker i verdenshistorie og geografi på latin. Den egentlige lærergjerning interesserte ham mindre, og 1737 oppgav han den for å overta styret av universitetets økonomi.
Også som historiker vil Holberg "moralisere". Han skriver ikke for de lærde, men for den dannede allmennhet, og i Heltehistoriene skildrer han med større sympati personligheter som Christian 4 og Peter den store enn glimrende krigerkonger. Som populærfilosof opptrådte han med 'Moralske Tanker' (1744), 'Epistler' (4 bd., 1748– 50, 5. etter hans død 1754) og 'Moralske Fabler' (1751). I de to førstnevnte går han løs på tidens spørsmål. Han er vittig og skarpsindig, ærbødig overfor de religiøse grunnspørsmål og hyller en human og udogmatisk kristendom.
 
Holberg, Ludvig (I2488)
 
46 Giertrud var datter av bakermester Mads Siemensson Hage som døde i 1702. Giertrud ble viet til Poul Madsen Holst i Domkirken i 1704. De fikk 7 barn. Etter Pouls bortgang ble hun pÃ¥ny gift med Henning Irgens, sønn av sogneprest Johannes Irgens i HoltÃ¥len. Henning var kommet til Selbu som "verksbetjent". Han ble i 1730 hyttemester ved Røros hytte og etter Hjorts død hytteskriver i 1732 til 1763 da han søkte avskjed. De fikk 2 barn sammen. Hage, Gjertrud Madsdatter (I2425)
 
47 Grosserer i Trondhjem. Lund, Johan Eduard (I49)
 
48 Grytten, Ingeborg Anders-Datter
Af: Inger Vederhus
Forfatteren var af norsk-dansk præsteslægt, levede som spedalsk et isoleret liv i forældrenes hjem i Holmedal, Sunnfjord på den norske vestkyst.
Hendes salmebog 'Kaars-Frugt' (Kors-frugt), udgivet 1713, udtrykker en længsel efter døden og Guds befrielse af sjælen fra kroppen. At livet i kroppen er et eksil fra livet i Himlen, får som motiv hos Ingeborg Grytten en dybt personlig klangbund i kraft af hendes sygehistorie.

Den satans krop
Af: Inger Vederhus
Min bange Siæles fule (dvs. stygge) Saar
Forfærdeligen stinker
Udi min Herres Næsebaar
Hvorfore jeg nu hinker.
('Den Anden Sang')

Selv om Dorothe Engelbretsdatter banede vejen for en kvindelig salmekunst, blev linjer som disse af Ingeborg Grytten ikke regnet med blandt de mest populære salmer i 1600-tallet. De findes heller ikke i senere tiders salmesamlinger. Men linjerne er skrevet af den salmedigterinde i Norge, som var først ude med vers efter Dorothe Engelbretsdatter. Ingeborg Grytten henter ofte udtryk fra den bergenske Deborah, som Dorothe blev kaldt, og hun vedkender sig sit slægtskab med Dorothes salmedigtning. Alligevel er der tydelige forskelle mellem de to salmeforfattere.

Stormægtigste Konge giv agt
Det kommer en Betler til dig
En siug Siæl med sørgelig Dragt
Som af dig med raaben og Skrig
Naade begier
Naade begier
Ach Fader! jeg svage er her
Som mod dig gruelig har syndet/dis vær.
(Fra Kors-Frugt 'Om Siælens Trøst imod Synden').

Ingeborg Grytten maner gang på gang linjer frem, der er domineret af hendes personlige ulykke. Hun var senere end Dorothe Engelbretsdatter og lod livet komme mere direkte til udtryk i salmeversene. Hun har ikke så megen ære at miste og er i tid nærmere den mere personligt bekendende pietisme.
Det er ikke vanskeligt at forestille sig salmedigterinden Ingeborg Anders-Datter Grytten (født 1668) siddende, mørkklædt og vansiret, i den stol i Holmedal kirkes galleri i det vestlige Norge, som bærer hendes navn. Hendes far er menighedens præst, men Ingeborg Grytten lever isoleret fra mange af sin egen stand, fordi hun er spedalsk, og hun lever også isoleret fra folk i bygderne, fordi hun tilhører embedsstanden. Desuden beskæftiger hun sig med noget, der er ualmindeligt for kvinder, nemlig salmedigtning. Ensomheden kunne til tider føles overvældende og satte sig også tydelige spor i hendes digtning, bl.a. i denne salme, hvor hun beder om at måtte dø. Alle hendes venner er væk:

Skal jeg længer paa dig vente,
før det falder dig tilpas
At du mig herfra vil hente,
og mig spende fra mit Las (dvs. byrde)?
('Den Tiende Sang')

Ingeborg Grytten har dog så mange forbindelser, at hun får udgivet sine 48 salmer i samlingen 'Kors-Frugt' (København 1713). Samlingen blev senere trykt i flere oplag frem til 1846. De var sandsynligvis skrevet i 1690'erne og blev godkendt af censuren i 1701. I 'Kors-Frugt' møder de læsende og syngende et univers, som er kompakt ensformigt i sine maniske og mørke skildringer af livet. Læresætningerne om det syndige liv gentages i et besværgende stilleje:

Det første ieg i Verden Kieg (dvs. så, kiggede),
begyndte jeg at synde
Uteerlig Idræt var min Leeg,
Som Satan mig tilskynde.
('Den Anden Sang')

Dette livssyn hang nøje sammen med det dominerende billede af den forgængelige og syge krop. Grytten forstod de smertefulde kropslige erfaringer teologisk: Der er en nøje årsagssammenhæng mellem den syge krop og den syndige sjæl, "Samvittighedens Svøbe". I Gryttens ideologi er sygdom straffen for synd. Den syge er skyldig. Det gode liv begynder ifølge denne tankegang først, når Gud frigør sjælen, ved at kroppen, "Moder Evas kaade Kiød", dør. Kroppen er noget, man må frigøres fra. Derfor er dødslængslen en besættelse i Gryttens salmer. Det kropslige er påtrængende grimt og kan ikke skjules.

Dog er min Bylde
Saa overmaade ond,
at jeg kan ikke Skiule mine Prikke (dvs. pletter).
('Den Tredie Sang')

Det kropslige liv er et eksil fra det himmelske. Ingeborg Gryttens salmer giver dette tema en biografisk klangbund, som gør, at hendes vers fremstår som mere private end digtene af foregangskvinden Dorothe Engelbretsdatter. Vi er nærmere den inderlige pietistiske kristendomsforståelse, som præger 1600-tallets andagtslitteratur.
Salmernes mest konsekvente kompositoriske princip er tvedelingen mellem livet før og livet efter døden. Den gode tilværelse begynder først, "Naar Sielen fra Legemet adskiller sig". Himmelsk bliver det, når "De tørre Been der igien grønnes". Hvad mere kan man da ønske sig, spørger Grytten, 'End Sundhed for Sygdom og Smerte'?
Rosen er et ofte brugt billede på Kristus. Dens renhed og ædle, fine duft bliver bl.a. symbol på Kristi nåde, der forvandler det forvildede og syndige menneske. I denne "passionsrose" er Jesu fem sår tegnet i rosens fem kronblade. Efter gammel tolknings tradition giver såret i siden mulighed for at skue ind i Jesu hjerte.
Gryttens 12 første salmer er råb om hjælp for at bekæmpe synden. Ordene 'Synd', 'Suk' og 'Klage' gentages i titlerne på disse tematiske salmer. Derefter får Gud og konge deres rituelle hyldestsalmer, før året indrammes af vers til jul, nytår, påske og Kristi Himmelfart. Salmen om himmelfarten er opsigtsvækkende privat, præget af den særlige dødslængsel, Ingeborg Grytten gav udtryk for.
Så er det dagliglivets tur. Hver ugedag indrammes af morgen- og aftensange. Dertil kommer en bodssang for hver dag. I disse tekster skildrer Grytten konsekvent tilværelsen i ideelle, men bodsteologiske termer. Her er ingen realisme. Morgensalmerne takker alle Gud for at have holdt omhyggeligt vagt natten igennem, så sangersken har kunnet sove godt. Derefter følger en bøn for dagen og en forbøn for næsten. Slutningen stadfæster Guds almagt og skønmaler livet i himlen. Dagen forløber ligeledes godt, skal man tro aftensangene. Gud er med, selv om man aldrig slipper for "den listige Frister". Spørgsmålet er så, om Gud også vil være der om natten. Det virker, som om han må overtales og mindes om, hvor venlig han tidligere har været:

Som du i Dag og al min Tid
Har vært mig en troe Fader
Saa beder jeg dig, JEsu blid
du mig og ey forlader
I denne Nat, men hos mig staaer
Saa jeg ey nogen Skade faaer
På Siæl, Gods eller Lemmer.
('Aften-Sang om Løverdagen')

Ingeborg Gryttens salmer rejser spørgsmålet om, hvad de synder konkret består i, som hun hele tiden synger om. I den retning går salmerne ikke meget i detaljer. De synder, man hører om, er især knyttet til tale-, høre- og synssanserne. Den hyppigste synd er knyttet til de daglige samtaler. De er mistænkelige og kaldes 'Løsagtigt Snak' Ørerne bruger man heller ikke bedre:

Eya hvor monne sig Ørene spisse
Efter at høre forfængelig Snak.
('Aften-Sang om Søndagen')

Og øjnenes attrå er, at de 'Paa Verdens Galskab, forgabet sig slet'. Heller ikke tankelivet er skyldfrit. Det bliver let Satans tanker, der præger hverdagslivet.
Hvad man kan fÃ¥ at vide om Ingeborg Grytten, en af Norges to 1600-tals-digterinder, mÃ¥ man i det store og hele læse ud af hendes salmer. Ikke engang hendes dødsÃ¥r er kendt. Men hun kendte Dorothe Engelbretsdatters Siælens Sang-Offer, for hun henter melodistof fra dette værk. SÃ¥ledes var det Norges vestkyst, der fostrede de to første norske digterinder. De kom fra den samme overnationale præstestand, som dengang havde rÃ¥dighed over skriften, ogsÃ¥ den kvindelige. 
Grytten, Ingeborg (I2491)
 
49 Gunnhild Sevoldsdatter er også kjent under navnet Schriver. Hun giftet seg med Peter Adriansøn Falkener , sønn av Adrian Richertsen Falkener og Margrethe Pedersdatter , før 1559. Gunnhild Sevoldsdatter giftet seg med Nils Jenssen Schriver etter 1569. Det er hevdet, at Gunnhild er datter af hr. Sigurd Amundsen i Verdal. Dette er dog tilbagevist af [Dahl 1999,1], som fastslår, at hendes navn alltid staves Sevoldsdtr. Hun var søskendebarn med Sevold Olsen, borger i Trondhjem i 1588.
 
Sigurdsdatter, Gunnhild (I2744)
 
50 Han ga i 1123 adskillige eiendommer til St. Peter hvor hans bror var abbed.
Herr Siger var ridder da han i Siger II's tid (1138-1159) skenkede til St. Peter 10 Bunarier jord av sin eiendom i Otterghen. 
van Munte, Siger (I2403)
 

      1 2 3 Neste»